CHATEAU BELLEVUE GUIGNARD ROUGE Borie Manoux, Bordeaux
46% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon, 19% Cabernet Franc
Château Bellevue Guignard er en familieejet ejendom, som er beliggende i Saint-Vivien-de-Monségur i den sydøstlige udkant af distriktet Entre-deux-Mers i Bordeaux. Her har rødvinene ”kun” ret til at markedsføres under appellationerne ”Bordeaux” eller ”Bordeaux Supérieur”, men ofte finder man her vine der, i traditionel Bordeaux-forstand, er ”value for money”.
Ejendommen, der ligger på en jordbund af ler og kalksten, producerer tilgængelige og velafbalancerede vine, som er typiske for området. Vinene markedsføres og aftappes af negociantfirmaet, Borie-Manoux, som selv ejer flere slotte i Bordeaux – herunder bl.a. Château Batailley, 5. Cru Classé, Pauillac.
2022 Château Bellevue Guignard er lavet på 46% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon og 19% Cabernet Franc – en ganske typisk druesammensætning for området. Vinificeringen er foretaget på temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke for at fremme de friske og frugtagtige nuancer i vinen.
Farven er klar, rubinrød. I duften finder man nuancer af mørke kirsebær, mandler og fugtig skovbund, der går igen i den letkrydrede smag, som er behagelig blød og rund og harmonisk sammensat med modne og velintegrerede tanniner. Et godt glas vin til en meget sympatisk pris.
Serveres ved ca. 17 °C til fx en grillet, urtekrydret svinekotelet, svamperisotto eller lyse fjerkræsretter.
Om producenten:
Vinfirmaet Borie-Manoux blev grundlagt i 1870 i Pauillac af Pierre Borie, hvis familiemæssige efterkommere siden 1924 har ejet og boet på Château Batailley i Pauillac (5. Grand Cru Classé i 1855). Pierres søn, Eugène Borie, førte firmaet videre indtil 1939, og efter 2. verdenskrig overtog dennes søn, Marcel Borie, ledelsen og flyttede firmaet ind til byen Bordeaux, hvor det i dag stadig har hovedsæde. I 1961 overdrog Marcel Borie firmaet til sin svigersøn, Emile Castéja, og det er i dag Emiles søn, Philippe Castéja (5. generation), som er ved roret godt hjulpet af 6. generation – Frédéric Castéja.
Borie-Manoux har altid været kendt for deres stræben efter det ypperste og har i mere end 150 år været en meget betydelig négociant (vin-købmand/grossist) i Bordeaux. Firmaet udbyder således en lang række af de største vine fra Bordeaux men har derudover selv erhvervet flere fornemme slotte gennem tiderne, herunder bl.a. (foruden Ch. Batailley): Château Trotte Vieille, Premier Grand Cru Classé, Saint-Emilion (1950), Château Beau-Site, Saint-Estèphe (1955) og Château du Domaine de l’Eglise, Pomerol (1973). Borie-Manoux har også med Bordeaux AOC-serien ”Beau-Rivage” og ”La Trinité” fra Saint-Emilion skabt nogle af de mest kendte mærkevarevine i Bordeaux.